Prolog


Der er mørkt i værelset. Og søvnen vil ikke indfinde sig hos den lille pige, der frygter natten. Frygter fordi hun ikke forstår. Hun ved, at så snart lyset bliver slukket, så dukker de op. De spørgende ansigter, der dukker frem fra væggen og ser ned på hende. De flygtige skikkelser, der stiller sig op for enden af sengen og bare står der. Er der. Og ikke går væk. Hun er alene. Helt alene i en lucid verden og ingen andre ser de spørgende ansigter, der er tavse og aldrig stiller spørgsmålene, men blot afventer. Og venter længe. Går aldrig væk.

Hun er rædselsslagen. Hver aften. Når moderens hånd slipper hendes, og lyset bliver slukket. Når moderen er gået ud af værelset, rækkes der en lille barnehånd op, der tænder forsigtigt natlampen. Hurtigt. Modigt. Med bankende hjerte. Tænk hvis nogen standsede hendes hånd, inden hun fandt kontakten. Når lyset er tændt, er det ikke farligt. Men hun lukker stædigt øjnene og klemmer dem i, så eksisterer de mange skikkelser og ansigter ikke.

Søvnen der endelig indfinder sig er fuld af drømmesyn og giver svar på spørgsmål, hun endnu ikke forstår. Endnu.

Hun husker alt. Alle situationer og ord, møder og begivenheder.

Den ufatteligt store hjernekapacitet får hendes verden til at være enorm. Tiden er relativ og altid betinget af en stemning eller en flydende krølle på en historie, der måske en gang blev sat i gang med ’Der var en gang’, men hvis fortsættelse kan hentes op i en tråd der indfinder sig år senere.

Sådan er virkeligheden, når man er i stand til at bevæge sig ind og ud af et Væv, der har sine poler i både denne og mange andre virkeligheder, der fletter ind og ud af hinanden, på samme tid, men ude af tid.

Dette er historien om en rejse ind og ud af et liv levet begge steder på samme tid. Og om en pige, der blev en klog kvinde, fordi hun lærte at være til stede begge steder. Ude af tid. Men af tiden i tide.

Og som endelig forstod sit formål med at være her.

En fortælling om lys og bevidsthed. Og om at finde den røde tråd med den store kærlighed og formål med at se.

----

Den hvidhårede lærer tager hende med på en rejse, længe før hun begiver sig ud på den. Der er fysiske skridt, der skal tages, åbninger der aktiverer og afstedkommer energetisk forandring, og det er ikke nok at være doven og tænke sig til det. Ilden og tankerne. Altid den lette vej. Hun har hørt det længe. At der er noget der skal oversættes og manifesteres jordisk, før det bliver håndgribeligt. Men det er lettere at flygte ind i den verden af fantasi, hvor ingenting er farligt og hvor sindets mange labyrintiske vildveje afleder opmærksomheden og luller en i søvn. Det er en helvedes tilstand at være i og ophobningen af den energi bliver destruktiv, fordi den narrer og lokker. Det bliver spild af liv. Han har selv ligget på sin seng i mørket og undret sig over, hvorfor hans tilstand dels ikke eksisterede for læger, men heller ikke kunne afhjælpes. Smerterne og mørket var ægte nok. Nogen smider bogen i hendes hænder længe før, det er hendes tur.

Hun læser og forstår alle ordene, og et sted indefra, som er velkendt, men endnu uudforsket, vandrer resonansen ud af hende og fletter sig ind i hans historie, som på et sidespor åbenbarer de samme begivenheder i hendes verden samtidig med at hun læser historien. Hun kender det bjerg. Hun kender og forstår. Hans ord vandrer ud af bogstaverne på papiret og fortæller hende, at det har formål, at hun tager samme tur op af bjerget. Men ikke endnu.

Hendes hang til drama og intuitive forståelse af at ting sker ude af tid, længe før de sker, er både en velsignelse og en forbandelse. Det er i forvejen svært at eksistere i en verden, der ikke accepterer at begge dimensioner eksisterer på samme tid. Hun har altid vidst, hvad der vil komme. Men underlagt jordisk tid, kan billederne, hun får vist, være svære at rumme, fordi hun ikke kan omsætte bevidstheden endnu. Der er et sværd over hendes hoved. Og kun tiden definerer, hvornår det kløver alt hun er programmeret til at være, men ikke er.

Hendes virkelighed er tynget af at bære en byrde, hun endnu ikke ved, hun kommer til at sætte fra sig. Og at det frie fald udover klippen vil sønderflænse, men sætte fri. I alverdens smerteillusioner ligger valget om at gå hjertets vej. Valget er taget for længe, længe siden, men kan kun åbenbare sig og blive bevidst gennem et utal af prøvelser og knuse hendes hjerte igen og igen og igen, indtil det hjerte indenunder, der ikke kan knuses og aldrig var andet end helt vil begynde at lyse og være det lys i mørket, der leder hende steder hen, hendes forstand endnu ikke kan kapere.

Aftalen indgået. Ubrydelig. Trods menneskets manglende evne til at hæve sig højt nok over det frie valg til at se og forstå, at der er en højere plan, som ingenting med skæbne har at gøre, men kun med sjælens valg om udvikling og udfoldelse. Set højt nok oppefra er alt i skønneste orden. Og har altid været det.

De mange rejser og de mange skridt er blot en dans. Ind og ud af mørke. Tilbage til det evige lys.

Ordene er mange og omstændelige, forklaringer og regler, der efterleves og afvises igen, når ordet ikke har mere vibration. Alt er indvielse og forløsning, erkendelse og højere op.

Hun tøver ved at fortælle sin historie, fordi den er så kompliceret i sin længde og sine snoede omveje, af og tilbage på sporet, uden at fortabe sig i vildfarelsen om, at der findes en lige vej. At omvejen nogle gange er lige præcis det, der fører en direkte ind på stien.

Aktiveringen af energi, lyd og vibration er universets byggesten. Det findes alle steder, og mennesket ved intuitivt, at afkodningen af disse findes gennem matematikkens sprog, gennem toners samklange, der enten løfter eller trækker ned, bedøver eller vækker.

Hvis vi vidste, hvor enkelt det hele i virkeligheden er, ville vi sætte os ned og grine og give slip. Men så havde der ikke været nogen rejser eller historier. Ingen relation mellem hinanden. Intet mod, ingen fremdrift, ingen slibning. Det vi ikke kan forstå og rumme finder vej til os i drømme, gennem et usynligt sprog, der danser sit budskab lige ind på lystavlen via spejlinger, arketyper og forklædninger indtil vi forstår at alle og alt vi møder er os selv.

Og så er der alle undtagelserne fra disse regler, ingen kender sandheden, og det er det smukke ved at være i live. At dele vores hellige åndedræt mellem hinanden, indtil vi ånder ud eller ind et andet sted, og rejsen er slut.

----

Budskabet er enkelt, men hun hører kun en dimension og afkoder svaret fra det sted, hun står. Den dag. Alverdens engle har forsøgt at trænge igennem, og der er ild i luften. Men hun hører kun det, hun skal høre. I dag. Vejen op af bjerget har været varm, lang og tilsyneladende uendelig. Sådan føles vejen altid, når man ikke ved, hvornår den ender, selvom man kender målet. Den fysiske anstrengelse i den hede juni-sol og koncentrationen af at sætte den ene fod foran den anden for ikke at tabe stien af syne og for at blive i denne verden og ikke fare vild sammen med den intense, dog blide stigning op, giver en meditativ tilstand af væren. Ingen tanker. Alt er grønt og dufter.

Der er ild i luften og stemmen indeni guider og taler.

’Stop her. Spis din banan. Se op. Se tegnet.’

Lige foran hende på træet 2 skridt fra hende er der tegnet 2 bogstaver, der ikke er til at tage fejl af. Og alligevel gør hun. Sådan er sindets kodninger, stædige, ser hvad de vil, og gud griner et sted af det hele. Det skal nok åbenbare sig, og nogle gange er vildfarelsen kærkommen, fordi noget af andre årsager ikke skal gå for hurtigt. Et skridt ad gangen. Og denne illusion har fortsat funktion.

Svaret på Engen gør hende ekstatisk oveni åbenheden, turen op har afstedkommet i hendes energisystem. Karmaen i bagagen endnu tung, som hendes krop, der bærer på overskudsenergi og mure, hvor alting kan hobe sig op. Panser.

At rejse alene sammen med 12 andre er en udfordring. Månen stod i Ild og sang en sælsom sang, der fik sværdets snor til at løsne sig yderligere blot få dage forinden. Krybben i druidernes tempel og accepten af den visse død. Alle oplevelser og den intenst ladede energi borer sig ind i hendes cellestruktur, men hun forstår endnu ikke dybden af de valg, hun har taget. Hvad det er, hun har sagt ja til.

Men hun står her og siger JA til bålet. Som hun sagde JA til de Indviedes Vej. Som læreren, der ser hende, skriver i hendes bog... ’Må du altid gå Hjertets vej og få alt andet i tilgift. ’

Det Knuste Hjertes tal som bliver til visdom.

Svaret vibrerer på alle planer. Men hun hører kun dette ene. ’At møde sin Sjælspartner er altid et spejl. Gå nu op i Forvandlingens Port og bed ham manifestere sig fysisk i dit liv, så I kan komme i gang med det, I er her for. ’

I et splitsekund danser alt, hun nogensinde har oplevet, igennem hendes enorme hukommelse og opløser sig som et knips med fingrene og slipper alle kroge, de har klynget sig til i hendes indre skatkammer. Overgivelsen er større end hun forstår. Alle døre i hende står vidt åbne, og der flyver en hvid due ud af skyen, der glider fra solen på vej ned af bjerget, som turen finder sit sidste skridt. Gralsrejsen er tilendebragt. Den fysiske del af den. Og først nu begynder den.

14 dage senere kommer Han. Hjertet åbner sig og sværdet falder. Lige midt ned igennem hende og skærer den del af hende, som har optaget Hans plads væk. Gralsrejsen begynder først da. En rejse gennem vanvid og ældgammel karma udspiller sig dag for dag i hende og tager til i styrke. Men aftalen er indgået. Hjertets vej vil gås.

​© 2020 by Camila Reland

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now